§1 Navn og hjemsted:
Vandværket, der er stiftet i 1969, er et andelsselskab, hvis navn er "Andelsselskabet Vassingerød Vandværk", i det følgende kaldet A.V.V., Granlyet 1, 3540 Lynge, Allerød Kommune.
§ 2 Formål:
A.V.V.'s formål er - i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ - at forsyne ejendommen inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som dog foruden driftsomkostningerne skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i alle vandforsynings- og deraf afledte spørgsmål.
§3 Medlemmer:
Grundejerne i A.V.V.'s forsyningsområde kan blive andelshavere, når de har betalt anlægsbidrag i henhold til takstbladet eller har overtaget en ejendom, hvis tidligere ejer ved overdragelsen var medlem af A.V.V.
§4 Medlemmernes forpligtelser:
a. For lån, som selskabet måtte optage, såvel for lånenes rettidige forretningen, hæfter andelshaverne principielt pro rata med lige store beløb ud over anlægsbidrag subsidiært solidarisk over for selskabets kreditorer.
b. Enhver andelshaver skal ved sin indtræden i A.V.V. underrettes om de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets vedtægter, hvoraf et eksemplar udleveres ved indtræden i selskabet.
c. Enhver andelshaver er ansvarlig for sine eventuelle lejere. Såfremt en andelshaver sælger eller på anden måde afstår sin ejendom, ved dødsfald boet, er vedkommende forpligtet til, at den nye ejer indtræder i dennes forpligtelser over for selskabet.
d. A.V.V. kan betinge sig, at den nye ejer betaler samtlige den tidligere ejers restancer for vandafgift. Betaler en andelshaver ikke sin vandafgift, efter den forgæves er afkrævet, er bestyrelsen bemyndiget til at overgive restancen til restlig inkassation med pålæg af renter og omkostninger, eventuelt til at afbryde vandforsyningen.
e. Andelshaverne må ikke levere vand til ikke andelshavers.
§5 Vandafgift:
A.V.V. opkræver en vandafgift pr. m3 vand ifølge gældende takstblad. Vandafgiften skal godkendes af kommunalbestyrelsen efter forslag fra bestyrelsen. Forbruget måles ved måler.
§6 Forsyningsanlægget:
A.V.V. anlægger vandværk med boringer, behandlingsanlæg og pumper, eventuelt højdebeholder samt hoved- og fordelingsledninger o.s.v. Selskabet har ejendomsretten til hele forsyningsanlægget, også til de dele af ledningsnettet, som helt eller delvist måtte være betalt af private. Pligten til vedligeholdelse og nødvendig fornyelse påhviler i samme udstrækning A.V.V. Det er ikke tilladt at foretage ændringer i ledningsnettet, som ikke er godkendt af bestyrelsen.
§7 Havevanding:
Vandets benyttelse til havevanding er tilladt. Såfremt der vandes med slange, skal den være forsynet med spreder, da benyttelse i modsat fald må betegnes som vandspild. Havevanding i erhvervsmæssigt øjemål er kun tillads med bestyrelsens samtykke. Bestyrelsen er berettiget til at fastsætte sådanne begrænsninger i vandets benyttelse, som efter omstændighederne måtte skønnes fornødne. Overtrædelse kan medføre bødeforlæg. I gentagelsestilfælde kan der lukkes for vandet for ejerens regning. Begrænsningerne mod havevanding bekendtgøres i lokalaviserne eller ved skriftlig meddelelse til hver enkelt andelshaver.
§8 Ledninger over privat grund:
Selskabet er berettiget til at føre ledninger over andelshavernes ejendomme, såvidt muligt kun på tidspunkter, hvor det forvolder vedkommende andelshaver mindst gene. Nødvendige reparationer skal dog kunne udføres til enhver tid. Retten til sådanne ledningers anlæg og vedligeholdelse skal sikres ved en på ejendommen tinglyst deklaration. Selskabet afholder de dermed forbundne omkostninger. Interne ledningers vedligeholdelse påhviler den pågældende andelshaver.
§9 Udvidelse af vandværk:
Når en udvidelse af vandværket vil medføre yderligere økonomiske forpligtelser for andelshaverne, skal beslutningen herom ske på en generalforsamling. Hvis udvidelsen kræver optagelse af lån med eller uden pantsætning af andelshavernes aktiver, kan beslutning herom kun finde sted med kvalificeret majoritet, som anført i §20.
§10 Autoriserede mestre:
Udførelse af ledningsarbejder, der skal tilsluttes vandværkets forsyningsledninger, må kun ske af autoriserede gas- og vandmestre efter godkendelse af vandværket. Alt arbejde skal være i overensstemmelse med gældende lov om udførelse af vandinstallationer og de til enhver tid gældende normer og vejledninger.
§11 Driftsforstyrrelser:
A.V.V. påtager sig intet ansvar over for andelshaverne for ledningsbrug, defekte vandledninger, driftsforstyrrelser på vandværket, forurening eller misfarvning af vand eller anden force majeure i forbindelse med vandværkets drift. Andelshaverne kan ikke fordre nogen erstatning eller afkortning i afgiften af ovennævnte grund.
§12 Generalforsamling:
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned. Indkaldelse til generalforsamlingen med dagsordenen sker ved annoncering i de lokale blade, dog senest 14 dage før generalforsamlingen afholdes. Forslag til den ordinære generalforsamling skal indgives skriftligt til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes, og ligger i denne tid til eftersyn hos formanden. På den ordinære generalforsamling skal der som minimum foretages følgende:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning om virksomhed i det forløbne år
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4. Behandling af indkomne forslag
5. Budget for det kommende år forelægges til godkendelse
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen, valg af 1 suppleant
7. Valg af revisor, valg af revisorsuppleant.
8. Eventuelt
Over det på generalforsamlingen passerede indføres et kort resumé i en dertil af bestyrelsen autoriseret protokol, der underskrives af dirigenten og bestyrelsens tilstedeværende medlemmer. Protokollen kan forlanges oplæst.
§13 Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder anledning dertil, og skal indkaldes, når mindst 15 andelshavere, ved en til bestyrelsen rettet skriftlig motiveret dagsorden, fremsætter forlangende derom. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden 2 måneder efter modtagelsen af begæringen.
§14 Stemmeret og afstemninger:
Såvel ved ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger finder afgørelser sted ved simpel stemmeflertal. Ingen andelshaver har mere end en stemme, afstemning ved fuldmagt kan ikke finde sted. Skriftlig afstemning skal finde sted på forlangende af mindst 5 andelshavere, og er hemmelig. På generalforsamlingen kan beslutning kun tages om de forslag, der har været optaget på dagsordenen samt ændringsforslag dertil.
§15 Bestyrelsen:
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, valgt for 2 år ad gangen. Der afgår henholdsvis 2 og 3 medlemmer pr. år. De 2 revisorer afgår skiftevis hvert andet år. Genvalg kan finde sted af såvel bestyrelsens medlemmer og revisorer samt suppleanter til disse. Bestyrelsen vælger selv sin formand, kasserer og sekretær og er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Ved stemmelighed gør formandens stemme udslaget. Bestyrelsen varetager andelsselskabets anliggender i enhver henseende, og andelsselskabet er bundet ved bestyrelsens handlinger, der falder inden for vedtægtens rammer. Bestyrelsen er ansvarlig for, at vandafgiften opkræves i overensstemmelse med vedtægterne, og kan for vandværkets regning antage personale i fornødent omfang. Bestyrelsen er ansvarlig for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget. Det påhviler bestyrelsen at forelægge vedtægter til orientering samt takstblad til godkendelse for byrådet i Allerød kommune. Bestyrelsen eventuelle honorar fastsættes på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, over det på bestyrelsesmøderne passerede føres en protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
§16 Tegningsret:
Andelsselskabet tegnes af formanden, men ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældspapirer kræves hele bestyrelsens underskrift. Bestyrelsen kan udstede fuldmagt vedrørende betaling af udgifter i forbindelse med den daglige drift. Alle regninger skal inden udbetaling være attesteret af et andet bestyrelsesmedlem.
§17 Regnskabet:
Andelsselskabets regnskabsår løber fra 1. Januar til 31. December. Tidligst 14 dage før den ordinære generalforsamling kan medlemmer afhente regnskabet hos kassereren eller få det tilsendt.
§18 Revision:
De generalforsamlingens valgte revisorer foretager revision dels af registreringer i årets løb, dels af årsregnskabet.
§19 Vedtægter og regulativ:
Bestyrelsen drager omsorg for, at hver andelshaver samt eventuelle købere får udleveret et eksemplar af gældende vedtægter, takstblad og regulativ.
§20 Vedtægtsændringer:
Ændring i vedtægterne kan kun ske, når mindst 2/3 af samtlige andelshavere på en generalforsamling stemmer derfor. Er der simpel majoritet for ændringer, indkaldes med 14 dages varsel en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor ændringsforslagene kan vedtages med 2/2 af de afgivne fremmødte stemmer.
§21 Overtrædelse af vedtægtens bestemmelser:
For overtrædelse af vedtægternes bestemmelser er bestyrelsen i hvert tilfælde bemyndiget til efter skøn at pålægge ekstraafgift eller afbryde forsyningsledningen. I gentagelsestilfælde af overtrædelse kan der forlanges sikkerhedsstillelse for den fremtidig forsyning.
§22 Opløsning:
Selskabet kan ikke opløses, før al gæld er afviklet. Opløsningen kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning af forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med anden vandværk eller kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i §20 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer. En eventuel nettoformue fordeles ligeligt blandt andelshaverne.
§23 Ikrafttræden:
Selskabets vedtægter er vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 13. Juni 1984.